Annette er tilbage i PALOMAT®

Annette er tilbage i PALOMAT®

Da Marketingkoordinator, Annette Nykjær Andersen stoppede hos BILA i sommeren 2021 var det ikke fordi, hun var ked af at være her, men nogle gange opstår der nogle muligheder, som man bliver nødt til at undersøge.

-Jeg fik mulighed for at prøve noget helt andet. Efter 16 år, tænkte jeg også, at det kunne være, det var nu, det var tid til nye udfordringer, fortæller hun.

Efter så mange gode år i BILA er det vel også fair, at tanken om at prøve noget andet strejfer én.

Tilbage i en gammel – og alligevel ny - afdeling

For at det gav mening for Annette, var det vigtigt, at hun kom tilbage i en rolle, hvor hun styrker det, som afdelingen har med de kompetencer og styrker, hun har. Kakao-daten udviklede sig til flere samtaler omkring mulige arbejdsopgaver og til sidst flaskede det hele sig.

Det kan godt være, at Annette er kommet tilbage til sin gamle afdeling, men ifølge hende selv, er det på mange måder en helt anden afdeling end den, hun forlod, hvor man som et nyt team skal lære hinandens styrker at kende.

Det er jo en helt ny afdeling, jeg er kommet tilbage til. Både i forhold til medarbejdere og de opgaver som den enkelte medarbejder sidder med, hvor der er sket rigtig mange ting. Det gør også, at det er enormt spændende at vende tilbage til. Til gengæld har man bevaret den samme gode kultur, hvor der lægges stor vægt på det sociale, at vi når vores mål i fællesskab og ikke mindst fejrer hinandens succeser. Det er generelt kendetegnene for BILA.

Noget af det Annette vægter højest ved at være tilbage i PALOMAT®-afdelingen er nemlig samarbejdet med kollegerne. Nogen, man kan spille bold med for, at man som afdeling rykker sig.

-At have nogle kolleger man kan ping ponge med, det betyder sindssygt meget for mig at komme på arbejde og føle, at når man har en opgave, så kan man sparre med sine kolleger i både salg og marketing. I den her afdeling har man nogle kolleger, der er på samme bølgelængde som dig selv, fortæller Annette og fortsætter:

-Og så er der ikke tvivl om, at der er noget helt specielt lederskab og en speciel ånd i afdelingen. Kollegerne bliver alfa og omega. Det er også noget af det, jeg har savnet.

Og så gør det ikke noget, at det er en meget forandret afdeling, hun er kommet tilbage til, da der stadig er en vis portion tryghed.

-Det er en stor tryghed for mig, at jeg ved, hvad der forventes af mig i den stilling, jeg er kommet ind i, lyder det fra Annette.

Du kan se hele PALOMAT-holdet her.

Publiceret april 2022