Plastvirksomheden Licht har selv installeret UR løsning til sprøjtestøbemaskine

Seks år med en skræddersyet UR-løsning giver plastvirksomheden Licht A/S mere luft i produktionen. Hverdagen byder på lettede medarbejdere, roboteksperimenter og justering af formværktøjer.

Vi er på vej igennem produktionen, mens Palle Licht Jensen fortæller om baggrunden for plastvirksomheden, der har flere patenter og producerer op mod 600 forskellige emner til point-of-sales produkter, som de afsætter globalt.

"Vi er en flok plastnørder. Min far, hans brødre, min søn og jeg – vi har altid lavet plastik i familien," siger Palle Licht Jensen, der har en baggrund som maskinarbejder og værktøjsmager.

Sønnen Dion er også en del af Licht og har samme baggrund som sin far. For seks år siden stod de to og skulle vælge mellem at købe en dyr 2-komponent sprøjtestøbemaskine, eller et billigere set-up med en robot fra Universal Robots og en 1-komponent sprøjtestøbningsmaskine. Valget faldt på UR-løsningen.Dermed sparede de to plastnørder omkring 800.000 kroner.

Skræddersyet til to maskiner

Opsætningen af UR-robotten og sprøjtestøbemaskinen har far og søn arbejdet sammen om. Da de fik robotten, var den udstyret med et såkaldt Euromap 67-modul til sprøjtestøbning. Modulet kan køre med én maskine. Licht havde brug for, at robotten kunne køre med to. Samtidig var modulet for usmidigt i forhold til deres behov.

"I stedet for Euromap 67-modulet har jeg lagt flere relæer ind og programmeret robotten, så de to maskiner taler sammen. Når sprøjtestøbemaskinen trækker sig tilbage, er det robotten der giver den lov til at lukke," fortæller Dion, der sammen med Palle har skræddersyet robot-applikationen, der arbejder sammen med sprøjtestøbemaskinen.

Programmeringen var det mindste af opsætningen. De startede op med forsøg og korte programmer, som Dion byggede ovenpå. Han fortæller:

Det gode ved denne type robotter, måske specielt dem fra Universal Robots, er, at man løbende kan bygge mere på. Det er bare at smide noget nyt ind mellem programlinjerne.

Mulige udfordringer med temperatur

Robotten, der producerer klemmer, kører otte timer om dagen, og der opstår sjældent problemer. I perioder har der dog været udfordringer på et enkelt område:

"Vi har kæmpet lidt med gentagelsesnøjagtigheden. Det skyldes muligvis, at vores robot har en opløsning på 1/10 af en millimeter, mens nyere har en opløsning på 5/100 dele, som bliver mere præcise. I vores tilfælde var jeg nødt til at ændre formværktøjerne, så der var styr og fang på, der hvor robotten skulle gribe emnerne – så de blev tvunget på plads," fortæller Dion.

Det er også en mulighed, at udfordringen med gentagelsesnøjagtighed hænger sammen med den omgivende temperatur i fabrikken, der om dagen varmes op af maskinerne, men ikke er opvarmet om natten. Men efter Dions modificering betyder den lille unøjagtighed mindre.

"Nogle gange redder jeg den ved at genstarte det hele. Men tingene kører som regel og ellers justerer jeg mig ud af det, fx ved at sætte hastigheden lidt ned."

Det har også hjulpet løbende at opdatere robottens styreprogram. Noget så lavpraktisk som et nyhedsbrev hjælper, så Dion får besked, når der er nye opdateringer. Han var ikke opmærksom på det i starten, fordi robotten ikke er koblet på internettet og dermed ikke får påmindelser.

Eksperimenter med lille robot

Udover den mellemstore robot, som kontordamen kalder Store-Klaus, anskaffede Licht sig også den lille UR3, naturligvis kaldet Lille-Klaus, som de eksperimenterer med. Det kan være at plukke ting ved hjælp af forskellige kameraløsninger. Den kører typisk to-tre uger, hvorefter den kollaborative robot står stille et par måneder.

"Vi mangler et kamera, så den kan plukke bulk. Den løsning vi har købt fungerer ikke. Kameraet er ikke hurtigt nok. De nye kameraer kører 3D og kan se emner, der ligger løst i en kasse. OnRobots har fx lavet et 3D-kamera, men det sidder på robotten, og det mener jeg er forkert. Kameraet skal sidde for sig selv og tage billederne, mens robotten flytter emnet," fortæller Palle Licht Jensen, der håber på at kunne automatisere endnu mere i deres produktion.

Gladere ansatte og øget kapacitet

Medarbejderne skifter jævnligt plads i produktionen, så de ikke skal gentage det samme arbejde igen og igen. Men pladsen hvor der skulle laves klemmer har aldrig været en af de mest populære blandt medarbejderne. Så ifølge Dion var det en god opgave at få automatiseret. Plus den øgede kapacitet. Palle siger:

"Det emne indgår i en hel serie af varer, der bliver sat sammen med forskellige gribere og holdere. Den klemme indgår i over 300 variationer. Pludselig kan vi bare levere og levere."

Generelt har robotten fra Universal Robots betydet meget mere stabile leverancer. Mange af virksomhedens varer er af den type, som kunder glemmer at bestille. Når de opdager, at de mangler f.eks. 200 stk. Cleargrip C4207 og skal bruge dem NU, går ordren til den leverandør, der har varerne på lager. Det har Licht nu, hvor Store-Klaus har sikret mere overskud i produktionen.

Om Licht A/S

Virksomheden har eksisteret siden 1978 og producerer en lang række plastprodukter. Deres point of sales-materiale bliver bl.a. brugt af supermarkeder til at vise priser på alt fra cykellygter til champagne.

 

Interesseret i en UR robot?

Kontakt vores kompetente eksperter, så vi sammen kan finde den bedste løsning for lige netop dig og din produktion.



 

Lars Skaarup Rasmussen

Head of Robotics
+45 2030 5177

lsr@bila.dk

Thomas Madsen

Sales Manager
+45 5070 8001

tma@bila.dk

Jørgen de Blanck Nielsen

Area Manager
+45 9244 4240

jbn@bila.dk

Søren Galster Tækker

Area Manager
+45 5277 0048

sogt@bila.dk

Brian Spetzler

Product Manager
+45 9244 1133

brs@bila.dk