Praktik er vejen til det første job

Praktik er vejen til det første job

”Vi har været en del af holdet fra dag 1, hvor vi har fået ansvar for vores egne projekter. Det har givet en rigtig god forståelse og indsigt i arbejdet som projektleder på BILA."

- Projektleder praktikant,  Rasmus Ladefoged

Highlights

  • Ansvar for egne opgaver og projekter
  • Mulighed for at afprøve teori i praksis
  • Personlig og faglig udvikling

Praktik med muligheder

Mulighederne er mange, når man som studerende skal vælge en virksomhed til sit praktikforløb. Hos BILA A/S har vi løbende praktikforløb med studerende fra forskellige uddannelser. Praktikforløbene er en del af vores samlede rekrutteringsstrategi, og vi ser det som en stor fordel både for os og de studerende: de får indsigt i hverdagen og de krav, der bliver stillet til medarbejderne i en travl virksomhed, mens vi får mulighed for at vurdere, om de studerende matcher vores værdier og jobkrav, fortæller HR chef Bo Schmidt.

Ingen er bedre til at fortælle om praktikforløb hos BILA end de studerende selv. Derfor har vi sat Nikolaj Lynggaard og Rasmus Ladefoged stævne for at få deres syn på praktikforløbet hos os. De læser begge på Maskinmesterskolen i Aarhus og har netop afsluttet deres praktikforløb i BILA’s projektafdeling.

Hvorfor valgte I et praktikforløb hos BILA?

Vi søgte flere steder i lokalområdet, men vi valgte BILA, fordi de solgte sig selv bedst til samtalen. Vi blev behandlet meget professionelt, og der blev ikke lagt skjul på, at der var mulighed for fastansættelse efter praktikken, fortæller Rasmus. Kort tid inden vores praktikstart fik vi tilsendt en individuel introplan for den første uge på BILA, ligesom alle nye medarbejdere får. Her var motivationen helt i top, og vi følte virkelig, at BILA havde afsat tid og ressourcer til os, supplerer Nikolaj.

Hvordan har jeres hverdag som praktikant været?

Vi har været en del af holdet fra dag 1, hvor vi har fået ansvar for vores egne projekter. Vi har haft en projektleder som mentor til sparring og rådgivning, men vi har fået lov til at prøve alle opgaver selv, lige fra kontakt til underleverandører til udarbejdelse af budgetter, tidsplaner og layouts, samt deltagelse i møder, forklarer Nikolaj. Vi har været med i projektforløbet fra start til slut, og vi har fået lov til at deltage i mange forskellige ting, som har givet en rigtig god forståelse og indsigt i arbejdet som projektleder på BILA, tilføjer Rasmus.

Hvad er jeres udbytte af praktikforløbet?

Det største udbytte er helt klart, at vi får mulighed for at afprøve vores teori fra uddannelsen i praksis, og vi lærer, hvordan vi kan bruge vores viden til at løse konkrete problemstillinger, fortæller Rasmus. Vi har også fået lov til at deltage i et internt projektlederkursus, som BILA kører for alle projektlederne, og det har givet os en masse ekstra viden om projektledelse, som vi ellers ikke havde fået, supplerer Nikolaj.

Hvad vil I gerne arbejde med i fremtiden?

Jeg vil gerne arbejde som projektleder og rådgive om tekniske problemstillinger. Og på sigt kunne jeg godt forestille mig at læse videre inden for ledelse, fortæller Nikolaj. Rasmus fortsætter: Jeg har en baggrund som elektriker, og det vil jeg gerne kombinere med projektledelse, f.eks. i et stort elektriker-firma. På sigt vil jeg også gerne arbejde mere med ledelse generelt, f.eks. som projektchef, slutter Rasmus.

Praktikforløbet har givet Rasmus og Nikolaj værdifuld erfaring og indsigt i projektledelse, som de kan tage med videre ud i erhvervslivet. Begge studerende udførte deres opgaver yderst tilfredsstillende og fik tilbudt fastansættelse efter praktikforløbet.

Fakta om samarbejdet

Virksomhed: BILA A/S

Beliggenhed: Nykøbing Mors

Antal medarbejdere: ca. 170

Samarbejdstype: Praktik

Varighed: ca. tre måneder (aftales individuelt)