Hver robot henter en kvart million om året

Når arbejdskraften er svær at skaffe, kommer UR-robotterne virkelig til deres ret. Og det har flere og flere danske produktionsvirksomheder fået øjnene op for.

Den danske industri har for alvor fået øjnene op for at investere i robotter som løsningen på kapacitetsproblemer ved eksempelvis sæsonudsving. Flere danske industrivirksomheder ønsker at opdatere deres produktionslinjer –primært for effektivt og økonomisk at kunne producere mindre stykserier og samtidig flere produktvarianter.

Vi har siden efteråret 2016 oplevet et boom i efterspørgslen på vores robotter,” fortæller Per Kloster Poulsen, Regional Sales Director hos Universal Robots.

Han forklarer den store efterspørgsel med robotternes evne til at imødekomme de udfordringer, virksomhederne oplever som følge af voksende krav til stor fleksibilitet og hurtige omstillinger i industrien:

”Vores samarbejdende robotter kan bruges til mange af de mere simple opgaver i små- og mellemstore fremstillingsvirksomheder, og vi oplever, at mange virksomheder netop derfor vælger at opjustere deres produktionskapacitet med vores intuitive cobots,” lyder det fra salgschefen.

Robotterne tjener kassen

Også arbejdstiderne i produktionen har UR-robotterne en positiv effekt på, da de kan overtage dele af det manuelle arbejde og dermed minimere produktionsmedarbejdernes overarbejde og skæve vagter.

Men det er ikke kun flaskehalsproblemer, robotterne har en effekt på. Også økonomisk har de en fordel, som ikke er til at overse. Det fortæller BILAs direktør Jan Bisgaard Sørensen:

“For hver robot-arm vores kunder installerer, tjener de mellem en kvart og en halv million om året. Og det gør de, fordi robot-armen gør det muligt for medarbejderne at mangedoble deres produktivitet.”

Som forhandler af Universal Robots leverer BILA Robotics robotarmene UR3, UR5 og UR10 til både integratorer, maskinbyggere og slutbrugere i den danske industri.

Robotterne hjælper – og er hurtigt tjent hjem

En af de virksomheder, der bruger fleksibel robotteknologi til at tjene penge med, er Dancake. Herfra fortæller produktionschef Palle Jessen, at han i marts 2016 implementerede en UR10-robot, som nu varetager fire mands manuelle arbejdsopgaver.

Også hos LEO Pharma er de samarbejdende robotter blevet en effektiv forlænget arm i produktionen. Herfra lyder det, at robotteknologien medvirker til at forbedre arbejdsmiljøet, og ledelsen kalder den for en langsigtet investering i medarbejdertrivsel. LEO Pharmas UR10-robotarm udfører det ensidige arbejde, som medarbejderne i produktionen før varetog – nu undgår de derfor mange tunge løft.

”I sidste ende er det meget mere end robotter, vi leverer til slutbrugerne: Det er lavere produktionsomkostninger og større fleksibilitet i produktionen. Der er en meget enkel forklaring på, at Universal Robots kan tilbyde robotbranchens hurtigste tilbagebetalingstid," fortæller Per Kloster Poulsen og uddyber:

Vi har eksempler på alt mellem 30 og 360 dages tilbagebetalingstid. Det skyldes simpelthen summen af den hurtige opsætning, nemmere programmering og fleksible omstilling samt den lave købspris.”