BILA åbner salgskontor i Sønderborg

BILA åbner salgskontor i Sønderborg

For bedre at kunne servicere de mange kunder i Sønderjylland udvider automatiseringsvirksomheden BILA A/S forretningen med nyt salgs- og projektkontor i Sønderborg.

BILA, der hjælper industrikunder til effektiviseret produktion og øget omsætning gennem automatiseringsløsninger, beskæftiger på landsplan omkring 300 medarbejdere, hvoraf størstedelen er ansat på hovedsædet ved Nykøbing Mors.

Gennem de senere år er efterspørgslen på BILAs produkter vokset støt, og sidste års regnskab viste en vækst på knap 250 pct. For at imødekomme den store efterspørgsel ansætter man løbende nye medarbejdere, ligesom der også er planer om etablering af flere salgskontorer rundt om i landet. Og nu er turen altså kommet til Sønderborg.

Tættere på kunderne

Den succesrige automatiseringsvirksomhed ønsker med det nye kontor i Sønderborg at være tættere på sine sønderjyske kunder og dermed tilbyde dem en bedre og hurtigere service.

”Vi har efterhånden en stor kundeportefølje i Sønderjylland, så derfor har det længe været et ønske for os at etablere os her i landsdelen,” fortæller direktør for BILAs projektafdeling Per Bech Rasmussen og uddyber:

”Og så er Sønderborg jo en spændende by med en beliggenhed, der gør det nemt for os at komme ud til vores eksisterende og potentielle kunder. Og omvendt. Vi vil gerne være en del af vores kunders lokalområde, først og fremmest for hurtigere at kunne imødekomme deres behov for vores produkter eller support, men også for at lære deres virksomheder bedre at kende”

Planer om udvidelse

BILA har lejet sig ind i erhvervsparken Videnspark Alsion, hvor den nyetablerede salgs- og projektafdeling starter op mandag 6. november med indtil videre 4 medarbejdere. Planen er dog, at der inden for nær fremtid skal udvides med mere både flere kvadratmeter og flere medarbejdere:

”Når vi åbner kontor i en ny landsdel, er det også med en forhåbning om at tiltrække nye dygtige medarbejdere til BILA, som med deres lokalkendskab og selvfølgelig faglige kompetencer kan være med til at styrke vores forretning i det sønderjyske,” fortæller Per Bech Rasmussen.

Ud over hovedkontoret ved Nykøbing Mors og det nye kontor i Sønderborg har BILA kontorer i Herning, Silkeborg, Grenå, Svendborg og Vemmelev. Desuden åbner den vestjyske automatiseringsvirksomhed et nyt kombineret salgskontor og showroom i Randers.