Tag Fat - BILA semifinalist

BILA er semifinalist i nordjysk innovationskonkurrence

BILA er semifinalist i Morsø Kommune i Region Nordjyllands innovationskonkurrence ’TagFat på innovation’. Gennem en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejdere og ledere er BILA gået videre sammen med Dencker og Frontego i Morsø Kommune. I den forbindelse havde vi onsdag d. 3. februar besøg fra TagFat, der optager profilvideo med fokus på innovative processer hos BILA.

Adm. direktør Jan B. Sørensen hos BILA fortæller: ”BILA har fokus på at udvikle de rigtige og mest effektive løsninger til vores kunder, så innovation er konstant i vores mindset og arbejdsgang. Det er et eksistensvilkår i automationsbranchen, så vi er selvfølgelig stolte over, at Region Nordjylland har fået øje på vores arbejde.”

I 2012 satte Region Nordjylland for første gang jagten ind på at finde en virksomhed, der skulle kåres som nordjysk mester i innovation igennem Tag Fat-kampagnen. Siden er der fundet 2 nordjyske innovationsmestre og i år er vi på jagt igen. Konkurrencen ruller ud gennem alle Nordjyllands 11 kommuner i jagten på innovative virksomheder. I år er konkurrencen blevet opgraderet og der er blevet sat stærkt ind på, at alle de deltagende virksomheder får noget fagligt med hjem, som de kan arbejde videre med. Tag Fat - BILA semifinalistDet er derfor især spørgeskemaet og en virksomhedsrapport som er blevet forbedret, hvor der er kommet flere spørgsmål til både omkring den strategiske del af innovation men også omkring innovationskulturen i virksomheden.

I hver af de nordjyske kommuner skal der ud af alle de deltagende virksomheder findes tre semifinalister, hvoraf en virksomhed kåres som kommunal vinder, og går videre til konkurrencen om at blive regional mester i innovation. Den regionale vinder kåres ved den store finale i maj 2016.